Urtepotten

Dagligdagen

Vi starter stille og roligt op om morgenen med leg og hygge. Vi forventer at børnene har spist morgenmad i familiens skød. Dog serverer vi morgenmad hvis I er kommet for sent op.

Efter klokken 9 vil vi, for det meste, være at finde udenfor, enten i haven eller på gåtur til en legeplads, skoven eller noget helt tredje. Mulighederne er mange, og under hensynstagen til børnenes alder finder vi på. Vi vil udforske verden og give os tid til at kigge på og undersøge hvad vi støder på, og snakke om det. Vi vil have lidt godt med til maven, man bliver jo hurtigt sultne og tørstige af at være ude. Da vi er 2 har vi mulighed for at dele børnene op i to grupper.

Omkring klokken 11-11.30 spiser vi frokost som f.eks. kan bestå af rugbrød med forskelligt pålæg, grøntsager eller varm mad.

Efter frokost er det sovetid for de børn der skal sove, og vi andre kan hygge med at læse eller lege.

Når alle er vågne igen, spiser vi eftermiddagsmad som f.eks. kan bestå af frugt og brød

Derefter leger vi, læser bøger, hopper og danser til musik, eller leger i haven indtil børnene bliver hentet.